Supervision til pædagogisk personale

Brænder du for dit arbejde med mennesker, men mærker, at det slider på dig? Ønsker du at møde mennesket med omsorg og anerkendelse, men mærker indeni frustration, irritation, vrede, tristhed, utålmodighed og/eller føler dig utilstrækkelig?

Det er en vigtig del af arbejdet som pædagog og pædagogisk personale at være opmærksom på egne følelser og reaktioner, for at kunne handle på dem og øve sig på at forstå sig selv og andre.

Det kan vi sammen arbejde med i supervision, som foregår igennem samtale, tegning, kropssansning og arbejde med nattens drømme.

Som inklusionspædagog og psykoterapeut har jeg erfaring med supervision af pædagoger, pædagogiske assistenter, medhjælpere og studerende. Min egen pædagogiske erfaring har jeg både fra special- og almenområdet. Almen indenfor dagtilbud og special indenfor botilbud og dagtilbud for børn, unge og voksne med autisme. Her har jeg arbejdet og uddannet mig siden 1997.

Igennem arbejde og uddannelse har jeg desuden særlig viden om og erfaring med høj begavelse samt autisme, som jeg kan inddrage i supervisionen ved behov.